Er enestuer kun godt nyt for hospitalerne?

Der er flere årsager til, at enestuer vinder frem på de nye supersygehuse og i andet nyt sygehusbyggeri. Det sker både af patienthensyn, og fordi det giver mening i det sundhedsøkonomiske regnskab. Risikoen for infektionsspredning og fejlmedicinering er således lavere, når der kun ligger en patient på stuen. Der er også mere ro, så patienterne sover bedre, hvilket kan medvirke til kortere indlæggelsesforløb. Samtidig kan der foretages flere behandlinger på selve stuen, så behovet for særlige undersøgelsesrum nedbringes.

Alt i alt er der rigtig mange fordele ved enestuer for både patienter, personale og hospitaler. Men der følger også en række problemstillinger med i kølvandet på den nye udvikling.

Mindre opsyn

- Det uformelle, vågne øje fra personale, medpatienter og deres pårørende forsvinder, når patienten ligger alene på sin stue. Der er ingen, der lige hjælper med at hente et glas saft, eller bremser den nyopererede der er på vej ud af sengen. Der er heller ingen, der undrer sig, hvis Hr. Hansen ikke er kommet tilbage fra toilettet efter et kvarter, eller begynder at hive efter vejret under middagsluren, forklarer Jesper Mathiesen, Nordic Portfolio Manager Hospitals i Ascom.

- Patienter på enestuer er alene og under mindre opsyn. Det er et faktum, og man taler da også allerede om begrebet ”den isolerede patient”. Det er en ny og stor udfordring, hospitalerne står med, som reelt udgør en trussel mod patientsikkerheden, siger han.

Flere skridt

Den nye indretning stiller andre krav til plejepersonalet. Ud over at overvåge flere individuelle sengestuer skal sygeplejerskerne også dække større afstande, når patienterne spredes over flere stuer.

- En øget bemanding kunne løse problemet, men der er ingen udsigt til flere hænder på hospitalerne. Selv hvis der blev frigivet tid fra andre opgaver, får plejepersonalet svært ved at overvåge det store antal enestuer. Det kræver simpelthen nogle flere teknologiske hjælpemidler, siger Jesper Mathiesen og peger på muligheden for at inddrage flere typer af løsninger, end hospitalerne traditionelt har været vant til.

Patientinitierede kald kan ikke stå alene

Ifølge Jesper Mathiesen er der tre måder at initiere patient-kald på: Patientinitierede kald, datainitierede kald og adfærdsinitierede kald. I dag anvendes ofte kun patient-initierede kald som fx traditionelt patientkald på hospitalerne, og det understøtter hverken personalet eller patienterne på enestuerne godt nok.

- Patientkald med tale kan være en god løsning, som både giver en oplevelse af umiddelbar kontakt for patienterne og aflaster personalet. Denne type patientkald blev tidligere fravalgt på flersengsstuerne af hensyn til patienternes privatsfære, men det fungerer fint på enestuer, siger Jesper Mathiesen, som dog fraråder, at løsningen står alene, da den ikke sikrer ene-patienterne godt nok.

Kald fra medicinsk udstyr og overvågningssensorer

- Det er jo ikke de kald, patienterne selv aktiverer, der er udfordringen, men alt det de IKKE initierer. Der er mange potentielle risikosituationer, når man ligger alene på en sengestue. Derfor er det nødvendigt også at inddrage datainitierede kald og adfærdsinitierede kald, som kommer fra sensorbaseret overvågningsudstyr.

Datainitierede kald kan være fra medicoteknisk udstyr, som automatisk sender en alarmnotifikation til personalets håndsæt, hvis patientens tilstand ændrer sig. Det gør nogle hospitaler allerede brug af, men der er meget store muligheder for at udbrede dette, og også udbygge det med nye typer udstyr som fx kamera og scannere ved sengen, der overvåger patientens åndedræt.

Gode erfaringer fra plejesektoren

Adfærdsinitierede kald er alarmer, som automatisk sendes til personalets mobile enheder, når der er ændringer til en patients foruddefinerede adfærdsmønstre. Her kan hospitalerne med fordel kigge på ældresektoren, hvor man har stor erfaring med at bruge sensorbaseret adfærdsteknologi, som afgiver en alarm, hvis beboeren stiger ud af sengen eller sengen bliver våd samt bevægelsessensorer på badeværelset og ved udgangsdøren mv.

- Det er velafprøvede løsninger, som også har en vigtig funktion i forhold til at beskytte patienter på hospitalerne, især dem der ikke kan klare sig selv, som fx nyopererede. De har brug for ekstra vågne øjne, og her er automatiseret distribution af medicinske alarmer og adfærdsdata en stor hjælp for personalet. De kan ikke sidde ved sengekanten hele tiden, men ved hjælp af sensorudstyr kan patientens tilstand kommunikeres når og hvor som helst, siger Jesper Mathiesen.

Godt beslutningsgrundlag

- I en travl hverdag med kun de mest nødvendige ressourcer til stede skal der konstant prioriteres, og dette tydeliggøres yderligere, når patienterne ligger på enestuer og kun har en træksnor eller knap som kontakt til omverdenen – især hvis patientkaldløsningen er simpel og uden mulighed for at differentiere kaldet. Det giver endnu mere pres på personalet. Hvem skal først tilses, når to patienter kalder? Hvad er vigtigst – den igangværende patientopgave eller det nye patientkald? Jo flere værdier og informationer personalet har adgang til, desto bedre rustet er de til at træffe kvalificerede beslutninger.

I princippet er det muligt at detektere alt, men det mener Jesper Mathiesen hverken er i patienternes eller personalets interesse.

- Overvågningen må altid afhænge af patientens profil. Det store udbytte kommer, når man kombinerer de teknologiske muligheder og udnytter dem i forhold til den enkelte patient, siger han. Han anbefaler derfor, at overvågningsudstyret ikke pr. automatik er tilsluttet på alle sengestuer, men er let tilgængeligt, så personalet nemt kan tilslutte det, hvis det vurderes nødvendigt.