Lokaliseringsteknologi giver mange fordele. Men hvor fintmasket skal den være?

Alt kan lokaliseres. Men skal det? Det er balancens kunst at skabe den optimale positioneringsløsning. Der er fordele ved både at kunne lokalisere udstyr, patienter og kollegaer, men hvor fintmasket skal positioneringen være? Og skal den være ens for alt og alle? Risikoen for overdosering er latent til stede.

september 9, 2017

Sundhedssektoren har for alvor fået øjnene op for positionering. Med rette, for der er særdeles mange muligheder for at udnytte teknologien til at skabe bedre overblik og arbejde mere effektivt, samt ikke mindst styrke personsikringen. Det er oplagt at knytte positionering til overfaldsalarmer og derved øge trygheden og sikkerheden blandt personalet, men også udstyr kan med fordel positioneres. Tænk blot på, hvor meget smidigere workflows bliver, når sygeplejersken ikke skal bruge tid på at lede efter infusionspumpen til sin patient, og portøren kan gå direkte hen til den rene seng, han skal bruge.

Den højere adgangsbillet skyldes, at de dedikerede løsninger kan meget mere. Der er en producent, som har brugt mange udviklingsressourcer på at designe en målrettet løsning tilpasset til formålet. Denne merpris bør holdes op mod de mange programmeringstimer, der ofte skal bruges, når specifikke behov skal presses ned i en standardløsning. Det er meget sjældent, at standardløsninger kan anvendes, som de er, helt uden tilpasninger.

Undgå at udstyr forsvinder

- Det er oplagt at sætte positioneringstags på udstyr. Alt går nemmere – spildtid kan minimeres, ventetiden for patienterne kan nedbringes, og samtidig er der mulighed for store besparelser, fordi hospitalerne slipper for at investere i ekstra udstyr, siger Nordic Portfolio Manager Technology i Ascom, Rune Roed Schøler og henviser til, at det ikke er ualmindeligt, at afdelingerne bygger lagre af udstyr op – ikke af ond vilje, men for at være sikre på, at det er til rådighed, når det skal bruges.

- Det betyder, at sygeplejersker og andre afdelinger må bruge deres dyrebare tid på at lede efter udstyr, og i et mere overordnet perspektiv at hospitalerne må investere ekstra for at sikre, at der er udstyr nok til rådighed for alle. Hele den problematik kommer man til livs, når udstyret tagges, siger Rune.

Patientoplevelsen øges med positionering

Han har sin gang på mange hospitaler i Norden og oplever den voksende interesse for positioneringsteknologien, herunder mulighederne for også at kunne lokalisere mennesker.

- Mange ønsker en komplet løsning, og det giver rigtig god mening. Demente patienter er indlysende at inkludere, men spørgsmålet er, om man skal begrænse sig til denne patientgruppe. Patientoplevelsen kan forbedres markant for alle patienter, når de kan bevæge sig frit og trygt omkring med vished om, at personalet hurtigt kan finde dem, hvis de skal til undersøgelse eller bliver dårlige, udtaler Rune og fortæller, at personalet også er på positioneringsradaren.

Større tryghed for personalet

- For personalet handler det om tryghed. Aktiverer man sin overfaldsalarm, skal hjælpen komme hurtigt og præcist frem, også selvom det er en ”blød alarm”, man har aktiveret. Mange hospitaler er opmærksomme på personsikkerhed og har dette højt på agendaen, når de vurderer positioneringsteknologier.

Så hvad er der at betænke sig på? Positioneringstags kan indkøbes til billig penge, og patient- og personalehåndsæt fås i dag med indbygget lokaliseringssoftware. Hvorfor ikke sætte positionsmeldere op overalt og komme i gang? Det er ifølge Rune en dårlig ide. Det er både unødvendigt, dyrt og alt for komplekst at spore alt og alle.

Kompleksitet spænder ben for overblik og udbytte

- Det er helt afgørende at prioritere, hvad og hvor fintmasket der skal spores. Alt for ofte stilles der krav til positionering, som er urealistiske, både økonomisk og teknologisk. Det giver fx ikke meget værdi at have fuld dækning på parkeringspladsen, da hver p-bås skal udstyres med positionsmeldere. Man må spørge sig selv, om det reelt øger personsikkerheden og står mål med investeringen og kompleksiteten.

Andre eksempler kan være operationsgangen, som nok med fordel kan optræde som én zone med én positionsmelder frem for at have positionsmeldere på hver OP-stue. På personale- og patientsiden bør man også vurdere de enkelte grupper. Giver det fx mening at kunne spore patienterne på intensivafdelingen? Skal alt personale på hele hospitalet kunne spores, og hvorfor?

Hvor og hvor fintmasket skal der positioneres?

Hvor fintmasket positioneringen skal være afhænger af, hvad og hvor der skal positioneres. I et højrisiko miljø som fx akutmodtagelsen er der af hensyn til personsikkerheden behov for meget nøjagtig positionering, helt ned på rumniveau. Er der derimod tale om et logistikflow med positionering af udstyr, er det at skyde over målet at positionere ned til en meters nøjagtighed. Portøren kan godt finde sengen, når blot han ved hvilken stue, den står på.

- Teknologisk er der ingen begrænsninger. Den optimale løsning kombinerer teknologier og forskellige zoneinddelinger i forhold til, hvad der skal spores, og hvor der skal spores. Det kræver et forarbejde at kortlægge behovene, men det er en investering, der hurtigt tjener sig hjem, afslutter Rune.

Tilbage